LYSTBILLEDER – LIVSOPLEVELSER

Det har ofte undret mig hvad det er som griber mig så stærkt i Lis Zwicks billedverden. Er det en følelse af en vågen drøm, det handler om? Dette at hun afslører lynhurtige livsfornemmelser som tit fylder mig med en slags lykke, men som man al- drig kan fange med fornuft eller ord. Eller handler det simpelthen om det bevægelige, fintstemte, følsomme og spontane som hun formulerer sig med? Eller er det myternes mægtige kraft og symboler som hun gør livslevende og æggene? Eller er det naturens buestrøg som fejer gennem hendes drægtige billeder som min længsel får svar på, når jeg bliver omtumlet og beruser mig i dette maleri?

Jeg skulle kunne svare med tomme ord. Om liniernes rytme og kompositionens dynamik og meget andet som lyder godt og passer fint og ikke siger spor om billedernes inderste kærne og nøgne ansigt.

I stedet måske noget i den her retning.

Menneskets følelser og individets sande jeg og frihed trues hele tiden af teknokratens griller, af ensretningens svøbe og af den akademiske verdens hieraki og frasologi.

Mod alt det undertrykkende og kvalmende hejser Lis sine flagrende faner og tænder bølgende ild og åbner fantasiens vindue som fylder vore lunger og hjerter med ilt og lidenskab.

Fuglene, menneskene, myterne og den altid livskraftige ømhed findes i hendes billeder som tegn på det eneste vigtige som overlever, menneskets poesi.

I Lis Zwicks maleri stiger solen op som den første varme sommer, de bliver min barndoms eventyr, genoplevet i al sin magi påny. Det er kærlighedens tørst bekræftet og befæstet sådan som den kun kan lyse lynhurtigt og siden forsvinder. Det handler altså for mig om skiftevis nænsom rene og skiftevis lynende klare lystbilleder og livsoplevelser som jeg ikke kan undvære. Måske er det så enkelt. Det tror jeg næsten.

Stig Åke Ståhlnacke Kunstanmelder ved Sveriges Television