DIONYSOS MED SOMMERFUGLEVINGER

af Snild Orre

“Du skal ikke ha’ nogen principper”. Den Jørgennashske anarkisme i en nøddeskal.

En græsrod der aldrig visner. Han skyder stedse nye skud i alle retninger. Firkløver. Han er klar til at skyde. Det er hans form for klarhed. Hans mål er altid mennesket. Gennem mere end et halvt århundrede har han villet fri os fra alskens åndelige stavnsbånd. Som kunstner har han aldrig været indelukket i det skønnes harmløse elfenbenstårn. Det er gaden, som har hans hjerte. Rebel-rødt blod løber i hans årer. Sindets frihedskæmper vil jeg kalde ham.

Kulturlivets slipsedyr er naturligvis beklemt over hans virke. Men han er uudrydelig som fandens mælkebøtte. Hans slags er en garanti mod åndsli- vets Holocaust.

Sig det med blomster.

Al hans dryle drillende poesi – hanegal og surrealistiske centrallyrik, pro- sasange, lettrisme og billeddigte – vil danse ud af afmagtens klamme fisepose. Nash får os op at flyve. Dionysos med sommerfuglevinger. Livsberuselse. Desuden, kulturjournalistik giftig som cobraslangens bid. Og saftig satire samt galgenhumor i to romaner.

Traditionel kunst er kun en bivirkning i hans skaben. Det skal være folke- kunst, autentisk. Resultatet er assemblager af musikinstrumenter, legetøj, farvet glas, brugsgenstande; ordmalerier og malede digte. Intime banaliteter. Dog, Nash er trærelieffets selvlærte mester. Profane altertavler der spiller hedenske dobbelfugaer i livskultens tempel. I fjernøsten har han ydermere vundet pris som akvarelmester.

Situationismen har bragt negationens stil ind i hans kunst. Han er af antik- unstbevægelsens pionerer. Elitekunsten, religionen og kommunismen får på hattepulden alle som én. Co-ritus ville gøre alle til kunstnere. Og dér kunne selv den revolutionære storebror Jorn ikke følge med. Kald det ger- ne frelsning. Det er hård poesi.

Med havfruens afsavede kykelikystrube har Nash afsløret skuespilsamfundet. Medieløgnene forvandlede til massekvad.

Nu har Nash med alderens ret trappet ned på aktivismen. Det almindelige menneske finder han imidlertidig stadig. Han satser nemlig på offentlig kunst. Frihedens Værksted har to emaljeovne, hvor han sammen sin kunst- nerkone Lis Zwick brænder liv i det hårde stål. En humanist for masserne er han stadig.

Måske er gadedrengen blevet til en viis mand eller en julemand. Men han ta’r stadigvæk det harmdirrende etablissement med bukserne nede. Det lever nemlig fortsat i de stivfrosne princippers ørkenland.

Snild Orre, kunsthistoriker, Lund Sverige